Hvad sker der, når vi dør?

Hvad sker der, når vi dør?

 

Mange skoleklasser besøger i denne tid Gladsaxe kirke og kirkegård. Eleverne arbejder med projektet: ”Besøg i dødsriget”. Første del handler om den egyptiske dødekult med et besøg på glyptoteket.

Egypterne troede, at de døde efter begravelsen begav sig ud på en lang og farefuld rejse mod dødsriget. Man kunne havne i labyrinter, barrierer af ild og porte bevogtet af monstre. Sjakalguden Anubis guidede de døde på rejsen, men når man nåede frem til den sidste fjende, som var den værste, nemlig dødedommen, var man helt overladt til sig selv.

Anden del af projektet handler om det kristne tro, og eleverne aflægger besøg i Gladsaxe kirke. Jeg synes, det er fantastisk at fortælle om det kristne opstandelseshåb – og jeg vil gerne videregive det på samme måde som Jesus – ikke som et vagt, men som et klippefast håb.

Jesus forsikrer på det kraftigste: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Med det mener han, at vi aldrig skal opleve døden. Jesus er vor frelser, som døde, for at vi ikke skal dø, men leve. Når vi dør, møder vi Jesus Kristus, fordi han er opstandelsen og livet – og fordi han har tilintetgjort døden for vores skyld.

På Golgata blev Jesus korsfæstet midt mellem to røvere. Den samtale, de døende førte, har altid gjort et dybt indtryk på mig. Den ene røver bønfaldt: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Øjeblikkeligt fik han dette bønnesvar fra Jesus: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”

Grundtvig gør røverens ord til sine egne i den dejlige påskesalme: Hil dig frelser og forsoner: ”Ræk mig hånd, når øjet brister, sig: Vi går til Paradis!” Grundtvig har tydeligvis det håb, at Jesus i dødsøjeblikket også ville sige til ham: ”Vi går til Paradis!”

Nej, vi skal ikke ud på en lang og farefuld rejse, når vi dør – for samme dag er vi i Paradiset. Hos Gud. Døden er bare overgangen til en anden eksistensform fyldt af kærlighed, fred, glæde og fuldkommen harmoni.

Legemet og ånden adskilles, når vi dør. Legemet lægges i jorden - i en kiste eller i en urne - og bliver til jord. Men ånden er hos Gud. Apostlen Paulus taler om, at vi er borte fra legemet og hjemme hos Gud. Hvor er det trøsterigt! Brorson tilkendegiver den største forundring og synger: ”Hvad skal jeg sige, når jeg op til Gud i Ånden farer, og ser den store kæmpetrop af blide engleskarer.” Jo, det bliver da en fantastisk dag!

På dommens dag - hvor legemet er blevet genforenet med ånden – står jeg bestemt heller ikke alene. Det viser sig nemlig, at dommeren også er min frelser. For han stiller sig på min side. Jeg står frelst ved siden af ham, min frelser og forsoner, som Søren Kierkegaard formulerer det.

De bedste hilsner

Roar Tuxen Lavik, gladsaxekirke.dk

---

Kilde : Den bibelske tekst, der har givet inspiration til denne miniprædiken er "Jøderne og Abraham" og "Jesus og Abraham" fra Johannesevangeliet kapitel 8, vers 42-51, som du kan læse her . Denne tekst prædikes der over 3. søndag i fasten (2).