Sognedagen

Maria Kofod Drejer er forsanger og pianist i bandet "Genklang", med Jonathan Kaas Nielsen på bas, Yannick Drejer på trommer og Kasper Larsen på guitar.

Sognedagen
afholdes
Søndag den 15. september 2019
kl. 10:00-14:30. 

Deltagelse er gratis.

Program:

kl. 10 Gudstjeneste v/ sognepræst Roar Tuxen Lavik. Bandet "Genklang"´medvirker.

Derefter kirkefrokost

”Israel netop nu - religiøst og politisk” - spændende foredrag ved tidligere generalsekretær for Israelsmissionen, cand.theol. Bodil Skjøtt, der har boet og arbejdet i Israel gennem en årrække.

Foredraget holdes kl. 12:30 i Laden, Provst Bentzons Vej 1, 2860 Søborg.
     

 

 


Maria Kofod Drejer er forsanger og pianist
i bandet "Genklang", med Jonathan Kaas
Nielsen på bas, Yannick Drejer på trommer
og Kasper Larsen på guitar.

Sognedagen
afholdes
Søndag den 23. september 2018
kl. 10:00-14:30. 

Deltagelse er gratis.

Program:

kl. 10 Gudstjeneste v/ sognepræst Roar Tuxen Lavik. Bandet "Genklang"´medvirker.

Derefter kirkefrokost
 

’Fremtiden for de kristne i Mellemøsten’
Spændende foredrag
ved læge Kim Hartzner
fra Mission Øst
kl. 13:00

     

Fremtiden for de kristne i Mellemøsten

Kim Hartzner fortæller øjenvidneberetninger fra forfulgte religiøse mindretal i Irak og Syrien, og hvordan Mission Øst hjælper dem på fode efter krig og flugt. Hør foredraget i Laden ved Gladsaxe Kirke søndag den 23. september.

Krigen i Syrien og Irak er især gået ud over kristne og andre religiøse mindretal. Hvordan kan de nogensinde komme sig over traumer fra Islamisk Stats overgreb? Hvordan er det at vende tilbage til deres ødelagte huse, marker og forretninger? Og hvordan bygger de deres liv op igen?

’Fremtiden for de kristne i Mellemøsten’ er titlen på et foredrag af Kim Hartzner, der er læge og generalsekretær for Mission Øst. Han taler i Laden ved Gladsaxe Kirke klokken 13:00.

Her fortæller han øjenvidneberetninger fra kristne og yezidier, som har oplevet de værste overgreb, man kan tænke sig. Han fortæller også om den hjælp, de får fra Mission Øst, så de igen kan bo i de områder, de har beboet i århundreder.

I takt med at område efter område blev befriet fra Islamisk Stat har Mission Øst uddelt vintertøj, termotæpper, presenninger, byggematerialer, varmeovne og brændstof til omkring 200.000 fordrevne i Irak, senest til over 100.000 mennesker i og omkring storbyen Mosul. Hjælpeorganisationen driver seks børnecentre i landet, hvor børn, unge og kvinder får hjælp til at bearbejde traumer og undervisning i skolefag og livsfærdigheder, så de kan klare sig i fremtiden. Og lige nu får yezidierne på Sinjar-bjerget hjælp og vejledning i at oprette køkkenhaver og bistader, så de kan skaffe sig et levebrød.

Dette er blot nogle af de mange tiltag, som skal hjælpe de forfulgte og fordrevne mindretal til at skabe sig en fremtid i de områder, hvor de har boet i over 1.700 år.


Generalsekretær Kim Hartzner fra Mission Øst overrækker køkken- og hygiejneudstyr til irakiske Hassem, der måtte flygte fra IS på krykker.

 

Sognedagen
afholdes
Søndag den 17. september 2017
kl. 10:00-14:30. 

Deltagelse er gratis.

Gudstjeneste kl. 10,
hvor kor fra Gladsaxe Kirke
medvirker.

Kirkefrokost i Laden
efter gudstjenesten,
hvor kor også medvirker.

Spændende foredrag kl. 13:00
ved journalist Charlotte Rørth
om sit møde med Jesus

     

 

 

Jeg mødte Jesus

Vi er mange, der har mødt Jesus, mærket en hånd eller talt med en engel

Mange advarede mig om, at jeg ville blive latterliggjort, hvis jeg fortalte om mit møde med Jesus. Men det er gået lige modsat. Det er, som om, folk trænger til et fællesskab, hvor de trygt kan tale om det guddommelige; det, der er så svært at finde ord for

Kronik
Af Charlotte Rørth

Jeg havde ikke forestillet mig, at ret mange ville tro på, at jeg havde mødt Jesus. Hvem regner med at støde ind i ham face to face, som jeg helt og aldeles uforberedt gjorde en onsdag i februar 2009?

Det 20 minutter lange møde, hvor han stod i fuld figur halvanden meter foran mig og talte, var ikke noget, jeg overhovedet opsøgte eller havde fantasi til at forestille mig kunne ske.

Som rationel ikke-spirituelt interesseret journalist opvokset som sekulært akademikerbarn på 1970’ernes venstrefløj efterlod det mig i kaos. Ingen forklaring holdt vand hos hverken medicinsk eller teologisk kyndige. Mødet var et mysterium.

Efter nogle år skrev jeg bogen »Jeg mødte Jesus«. Den handler ikke meget om mødet, men om alle de tanker, jeg uforvarende blev kastet ind i.

Jeg vil ikke gemme mig, så der står ’jeg’ i bogens titel og her i denne kronik. Jeg står ved, hvad der virkelig er sket og vil ikke begrænse min egen ytringsfrihed. Det ville heller ikke klæde en journalist.

Min journalistiske etik byder mig også at afholde mig fra at blande mig i, hvad andre tror. Bogens mission handler ikke om religion, men om menneskets ret til at ytre sig uden at blive hånet. Det er en ret, der trædes under fode af mange, i det store og i det små, overalt i det politiske spektrum, i alle samfundsklasser, ude og hjemme, blandt alle køn. Derfor kampens pligt.

Guddommelige oplevelser

Alle på nær min forlagsredaktør og min mand var forvissede om, at bogen ville blive mødt med massiv fordømmelse og latterliggørelse.

Det skete ikke.

Tværtimod.

Hvad så? Hvad rager det andre her to år efter? Hvis det var en bog, der blot handlede om noget, der var vildt for mig som enkeltperson, var det ligegyldigt. Men jeg er ikke alene om at opleve noget, vi som mennesker ikke kan forklare. Og at dele erfaringer er solid solidaritet. Jeg anede ikke, at så mange havde haft møder med Jesus, mærket en hånd, talt med en engel, fået et kald …

I øjeblikket prøver jeg at finde ud af, hvor mange. Men egentlig er det lige meget, om det er en ud af 10 eller hver anden.

Det afgørende er ikke, hvor almindeligt det er, men at der er viden og gavn for alle at hente i at tale om de oplevelser. Der er der mange andre, der synes. Ellers ville bogen vel ikke sælge i tusindvis eller blive udlånt massivt, jeg ikke ville være blevet budt ud til hundredvis af foredrag og debatter, mine postkasser ville ikke konstant blive fyldt, og jeg ville ikke blive stoppet mindst én gang hver eneste dag med opmuntrende ord på gaden, i toget, i teateret.

Mange har selv haft oplevelser. Nogle vil bare sige bare tak, fordi jeg har turdet skrive og tale og skabt et rum, hvor alle kan tale med i et almindeligt sprog om noget, mange, også jeg, hidtil har troet var ualmindeligt, utroligt og uvæsentligt.

Hvem er det, der oplever, skriver, læser, kommer, taler og tror? Frit fantaserende tumper uden dannelse, vid, tvivl eller tankekraft? Ikke dem, jeg har mødt. Men mange giver udtryk for, at de på et tidspunkt har været bange for at blive betragtet som sådan.

Der skrives jo en del om, at tro er tidens største tabu. At det er værre at tilstå, at man beder, end at man er utro. Sådan troede jeg også, at det var. Men nej. De fleste er ikke så fordømmende og nedgørende, som nogen frygter og siger. Kun i få tilfælde har jeg mødt nedladenhed.

Kontroltab

Min egen kulturkreds – dem, der læser Information, Politiken, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og et par udenlandske sites oveni – er det sted, flest har været tavse om bogens emne, når de har mødt mig.

For så bagefter at gå hen til mig eller sende en mail, hvor de bekender, at de har læst bogen eller gerne vil, fordi de kender til en – indimellem dem selv – der har haft oplevelser. Det er der, jeg møder den største angst for det kontroltab, det retteligen er at anerkende oplevelser.

Det er i dag næsten på mode at blive troende ad den rette, intellektuelle vej, hvor man kan argumentere sig frem til, at Gud i hvert fald ikke ikke er til. Denne vej hylder også tvivl som et adelsmærke hos det begavede menneske.

Den tvivl kan jeg ikke have, når jeg har oplevet, hvad jeg har. Først efter, oplevelserne ramte mig, måtte jeg se, om jeg kunne finde argumenter for dem. Holdt de medicinsk? Teologisk?

I og for sig er det hamrende ligegyldigt, om mit intellekt kan skabe en sammenhængende logik med det, jeg har erfaret med alle mine sanser. Det var virkelighed, og den kan, som de fleste ved, ikke argumenteres bort. Og der er ingen forklaring. Jeg har været hos de akademisk uddannede eksperter. Jeg er jo en velopdragen intellektuel journalist.

Kontroltabet er massivt og endeligt. Jeg ved, at jeg og mennesket ikke kan forklare alt, ikke ved alt, ikke kan styre alt. Uh. Det er ikke godt, for hvordan så opretholde magten som den, der ved mest, kan mest, fylder mest, tjener mest, er mest?

Når jeg af og til mødes med nedladenhed, sukker jeg. Jeg prøver at nå dem, men for mange af dem er der alt for meget på spil. Spirituelle oplevelser med for eksempel Jesus, som jeg har mødt, og engle, som andre har snakket med, udraderer hierarkiet i det intellektuelle verdensbillede, der giver dem en solid magtbase.

Det skel ligner til forveksling det, der skaber den højrefløjspopulisme, jeg og andre er så utrygge ved. Dem, der ved, de ved bedre, skræmmer mig, uanset politisk og religiøs dagsorden.

Men de fleste vil andre det godt og regner andre for at være ligeværdige.

Mening og fællesskab

Måske er det netop åbenheden om uforståelige oplevelser, der minder os om, at mennesket ikke ved alt. At der bevisligt stadig er meget, de videnskabelige metoder, mennesket selv opfinder, ikke kan forklare. Den ydmyghed savnede de, der vidste, at jorden var flad. Er det ikke samme ydmyghed, der mangler hos dem, der håner os, der har haft oplevelser?

At acceptere, at man og mennesket som sådan ikke har forklaring på alt, er vi med oplevelser blevet tvunget til.

Andre har valget. Vover de at slippe kontrollen, finder de ydmygheden. Den er en klædelig egenskab, der gør den enkelte mere sympatisk, fordi den føder tolerance og respekt over for andre mennesker. Også dem, der ikke er som en selv.

Den øger også den nysgerrighed, som er selve drivkraften i det at være menneske. Hvad tænker den anden? Hvad bringer dagen i morgen? Hvordan kan jeg få min kæreste til at smile? Hvordan mindsker man køleskabes energiforbrug, øger biodiversiteten i vandløbene, lærer alle børn at læse?

At blive konfronteret med et under tvinger os til at fokusere på at stille spørgsmål. Det er det afgørende, ikke de enkelte svar.

At folk vil høre på mig, fortæller mig, at de ikke længes efter stærke mænd, der har svar på alt, men trænger til et fællesskab, hvor de trygt kan tale om noget, det er svært at tale om, ja, konkret svært at finde ord for.

Det er grænseoverskridende at tale om noget og nogen, alle kender til, men ved så lidt om. Det er et stort skridt at tage at stille sig op blandt naboer og kolleger og tale om sin tro en aftentime på biblioteket. Men de gør det.

Information 22.02.2017

Alle på nær Charlotte Rørths forlagsredaktør og hendes mand var forvissede om, at hendes bog, ’Jeg mødte Jesus’, ville blive mødt med massiv fordømmelse og latterliggørelse. Men det skete ikke, tværtimod.

Charlotte Rørth er journalist ved NORDJYSKE Medier. ’Jeg mødte Jesus’ udkom januar 2015 og er solgt til flere lande. Hun er i øjeblikket i gang med en fortsættelse, der udgives på Tiderne Skifter til efteråret.

---

Sognedagen
afholdes
Søndag den 25. september 2016
kl. 10:00-14:30. 

Deltagelse er gratis.

 

Gospel gudstjeneste kl. 10,
hvor Corallerne under ledelse
af Claes Wegener medvirker.

Kirkefrokost i Laden
efter gudstjenesten, hvor gospelkoret også medvirker.

Spændende foredrag om Brorson
kl. 13 ved professor Erik A. Nielsen,
der netop har modtaget
fornem pris. 

Vi vil også stifte bekendtskab med nogle af Brorsons salmer.

   

 

 

Sognedagen

afholdes

Søndag den 27. september 2015
kl. 14:00-16:30. 

Deltagelse er gratis.

Kormedlemmer fra Rungsted
Gospelkor og Nordsjællands
gospelkor medvirker
under Susanne Kalvågs ledelse.

Foredrag med Kim Hartzner:
”De forfulgte kristne i Mellemøsten”.

Superaktuelt og tankevækkende.

 

Kaffebord med lagkage
er en fast tradition.

Velkommen til en rigtig
festlig og folkelig dag!

 

 

Forfulgt – men ikke glemt

Læge Kim Hartzner
fra Mission Øst fortalte
søndag den 27. september 2015
i Gladsaxe Kirkes sognegård
om kristne på flugt
fra Islamisk Stat i Nordirak.

- Vi gør alt, hvad vi kan for disse stakkels mennesker, der er flygtet over stok og sten, efter at de har set deres kære blive skudt, voldtaget eller bortført!

Det siger Kim Hartzner, læge og generalsekretær for hjælpeorganisationen Mission Øst, der gennem et år har uddelt vintertøj, termotæpper, madrasser og kogegrej til kristne og yezidier på flugt fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Søndag den 27. september kl. 14.00 holder Kim Hartzner foredrag over temaet ”Forfulgt – men ikke glemt”. Foredraget finder sted i i Gladsaxe kirkes sognegård, Provst Bentzons Vej 1, 2860 Søborg.

Kim Hartzner er en engageret foredragsholder, tydeligt bevæget af sit direkte møde med ofrene for Islamisk Stats forbrydelser. Omkring en halv million fordrevne kristne og yezidier har søgt tilflugt i Nordiraks Dohuk-provins i de kurdiske bjerge, hvor Mission Øst arbejder. FN vurderer, at der er én million fordrevne i de kurdiske bjerge og to millioner fordrevne i hele Irak.

De bærer alle rundt på ufattelige traumer:

- En mor blev vidne til, at hendes datter blev bortført af IS. Otte mænd i hendes familie blev skudt og dræbt. En dreng ledte efter sin far og sine brødre i bunker af lig. Deres gru, deres skæbne, deres nød og deres tårer kan slet ikke beskrives, fortæller Kim Hartzner.

Ud over helt basal nødhjælp opretter Mission Øst tre centre med psykosocial støtte til ofrene i Nordirak. Her kan kvinder trygt fortælle om overgrebene og få hjælp til at genoptage en almindelig hverdag, og børn kan lege og lære i særlige ”børnevenlige områder”. 

Kim Hartzners foredrag er ledsaget af billeder og videoklip og giver et unikt indblik i de forfulgte kristnes lidelser kun få flytimer borte.