Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

2021 5. april Prædiken til anden påskedag

Prædiken til anden påskedag

Evangelium: Luk 24,13-35 (Vandringen til Emmaus)

Salmer: 224, 245, 236

Han gik der lige ved siden af os og talte med os hele vejen, og vi kendte ham ikke. Først i det øjeblik, da vi sad sammen ved bordet, og han brød brødet og gav os det, gik det op for os og vi genkendte ham. Men så forsvandt han i samme øjeblik lige for øjnene af os.

Vi kan stadig tydeligt fornemme disciplenes forbløffelse i den forbløffende fortælling om deres oplevelse på vejen til Emmaus. Den er mildt sagt også forbløffende. En mand, de troede død på den mest forfærdelige og forsmædelige måde, viser sig pludselig for dem, men dog så at sige inkognito, underspillet i en sådan grad, at de først slet ikke opdager, at det er ham. Det mest utrolige, ubegribelige, usandsynlige sker lige for øjnene af dem, men dog uden at de så at sige får øjnene op for det. Og da de endelig får det, er det kun i det flygtigste øjeblik, som viser sig umuligt at fastholde.

Måske har det simpelthen været for fantastisk og ufatteligt til at det overhovedet har kunnet falde dem ind, for underfuldt til at de har kunnet opfatte det. Når noget, som ikke kan ske, alligevel sker, kan det simpelthen ikke rigtig trænge ind.

Som de går der på vejen til Emmaus, rystede og nedslåede over det, som var sket med Jesus i de seneste dramatiske døgn, har disse to disciple formentlig været de første til at møde den opstandne Jesus, til at bevidne, at hans genopstandelse havde fundet sted. Det største af alle undere siden skabelsen sker her lige for øjnene af dem, men uden at de ænser det før efter lang tid. Intet under at de har måttet haste tilbage til Jerusalem for at berette for de andre disciple, hvad de havde oplevet.

Forunderligt har det været for dem, og forunderligt er det stadig for os, der hører denne fortælling 2000 år senere. Også selv om beretningen om opstandelsen på ingen måde er nogen nyhed for os, er den alligevel stadig så fantastisk og ufattelig, at den på en måde stadig er lige så ny og overrumplende, som den i sin tid har været for de to disciple, der erfarede det for første gang. Også for os gælder det, at når noget, som ikke kan ske, alligevel sker, kan det simpelthen ikke rigtig trænge ind. Kun med randen af forstanden aner vi, hvad det egentlig er, vi hører.

Han går der lige ved siden af os og taler til os hele vejen, og vi genkender ham ikke, men når eller hvis vi genkender ham, da forsvinder han i samme nu for vort blik.

Vi kan spørge os selv, om denne beretning om disciplenes erfaring på vejen til Emmaus også bliver en beskrivelse af vores situation; om denne erfaring simpelthen bliver et billede på det almene kristne liv, som netop leves efter påskedag i lyset af opstandelsens virkelighed? Om alle kristne til alle tider og på alle steder ligesom de to disciple i en vis forstand altid er på en slags vandring i følgeskab med Kristus, som taler til os og vejleder os, også selv om vi ikke genkender ham. Men hvis vi i et øjeblik genkender ham, da bliver han usynlig for os, så at vi ikke kan fastholde ham. Han er, som han har lovet, med os alle dage indtil verdens ende, men det er ikke derfor op til os at gribe ham, tilegne os ham, bemægtige os ham. Tværtimod er det ham, der griber os, tilegner sig os, bemægtiger sig os.

Man kan sige, at dette pr. definition er umuligt at finde ud af. For så længe vi ikke genkender ham, er det jo umuligt at vide, om han faktisk er lige ved siden af os; hvilket kun yderligere bekræftes, hvis han tilmed bliver usynlig i samme øjeblik, vi tror at genkende ham. Også selv om vi måske nok kan fornemme, at der er nogen ved siden af os. Det må med andre ord forblive et spørgsmål om tro. Det vidste vi nok godt. Hvad der ikke underbygges af sanselig erfaring, må nødvendigvis forblive et spørgsmål om tro, om end troen nok lader sig understøtte af en fornemmelse, en anelse, en form for åndelig erfaring, der kan karakteriseres som forvisning eller overbevisning. Tro er netop fast tillid til ting, der ikke ses.

Afgørende er det her at være opmærksom på, hvad det var, der udløste disciplenes genkendelse af Jesus.

Svaret er enkelt og ligetil: Brødet der brydes.

Han tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Ganske som han havde gjort ved måltidet om aftenen skærtorsdag nogle få dage forinden. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham.

Gør dette til min ihukommelse, havde han sagt til sine disciple ved den lejlighed.

Scenen ved bordet i Emmaus er med andre ord en beskrivelse af den første nadver. Ligesom de to disciple bliver de første vidner til opstandelsens realitet, bliver de også de første til at gentage den sidste nadver, dvs. til ligesom på skærtorsdag at modtage det velsignede brød til ihukommelse af Jesus, der ofrede sig selv for vore synders forladelse. Også på denne måde bliver beretningen om vandringen til Emmaus et billede på det kristne liv.

Nadveren er netop det sted, hvor Jesus til enhver tid bliver nærværende for os, når vi ved at modtage brødet og vinen som hans legeme og blod til ihukommelse af ham og i troen på, at han i kraft af sin død og opstandelse skænkede os den syndsforladelse, fred og retfærdighed, som vi på ingen måde kan skænke os selv. Hvor han er tilstede iblandt os med al sin kærligheds rigdom, som nadverritualet formulerer det.

Synd og skam at vi under de nuværende omstændigheder stadig ikke kan komme til at modtage nadveren, som kristne har gjort siden de to disciple gjorde det i Emmaus for første gang.

Så meget desto mere grund er der derfor til at komme i hu, hvad disciplene også erfarede: At Jesus altså vandrer med os hele vejen, ikke kun til Emmaus, men gennem livet, også selv om vi ikke genkender ham, og selv om han forbliver usynlig for os, hvis vi gør.

Det er det altforandrende perspektiv, som påskedag og opstandelsens morgen sætter for vores liv: At Jesus vil være med os alle dage indtil verdens ende.

Al grund til at sige:

------

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd.

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Christian Gottlieb,

Holdes i Gladsaxe Kirke, mandag d. 5.4.2021