Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

2021 14. marts Prædiken til midfaste søndag

Prædiken til midfaste søndag

Gladsaxe Kirke

Evangelium: Joh 6,1-15 (Jesus bespiser 5000)

Salmer: 736, 637, 752, v.4-5

Midfaste søndag kaldes denne dag halvvejs gennem den traditionelle fastetid, der siden oldkirkens dage har været forstået som en åndelig forberedelse til påsken. En tid hvor man efter traditionen forventedes at spise mindre og mere spartansk, at afholde sig fra især kød, alkohol og søde sager, men også fra fx fest, fornøjelser, adspredelser, overdådighed af enhver art. At faste er ikke at feste.

Det har der så heller ikke længe været så megen lejlighed til. Også selvom man under normale omstændigheder ikke ville have fastet i denne tid – og det er der næppe mange, der gør her i landet – så har det alligevel ikke været muligt for nogen at feste i større stil. Eller i det hele taget blot at forsamles i nogen som helst anledning. Om end det, vi har måttet skære ned på, ikke især er mad og drikke, har vi alle gennem hele det seneste år gennemlevet en slags social faste, hvor vi har måttet afholde os fra kontakt med andre mennesker. Afstand, isolation, karantæne, forsamlingsforbud; lukning og aflysning af alt muligt; mundbind, visirer og ingen håndtryk. Selv her i kirken er vi blevet hæmmet og til tider direkte forhindret i at samles for bl.a. at høre, at der i denne tilværelse trods alt også er noget andet og vigtigere på spil end ikke at blive ramt af corona. At faste er i sandhed ikke at feste.

Selv om måske kun få ville have fastet af traditionelle religiøse grunde, er vi alle blevet tvunget til denne anden form for faste af rent verdslige grunde. Alene af hensyn til vores legemlige, fysiske sundhed. Det, vi kan spørge os selv om her i kirken, er så, om denne langvarige periode med social afholdenhed også har nogle åndelige konsekvenser.

Det er jeg stærkt tilbøjelig til at tro. I en meget elementær og ligefrem forstand:

Vi orker ikke mere. Vi er så lede og kede og trætte af det. Vi gider ikke at høre mere om virusmutationer, smitteopsporing og kontakttal; vi orker ikke mere håndsprit og mundbind og vatpinde i næsen; afskærmninger, lukninger og hele den kollektive paranoia. Og ikke mindst er vi godt og grundigt trætte af alle disse indskrænkninger i vores elementære handlefrihed: Alle de mennesker vi ikke kan se, alle de ting vi ikke kan foretage os, alle de steder vi ikke kan tage hen; alt det vi ikke må.

Og selv om intet af alt dette ligefrem er noget, man dør af, så har vi dog god grund til bekymring for, hvordan alt dette gør livet svært fx for gamle mennesker, der sidder alene i deres hjem eller på et plejehjem og ikke må få besøg; eller for unge mennesker, der ikke får det fulde udbytte af deres uddannelse og ikke kan komme til at leve deres ungdomsliv; eller for alle de mennesker hvis virksomhed går i stå eller ligefrem konkurs; alle de mennesker, der har mistet deres arbejde. Den sociale coronafaste slider simpelthen på os, udsulter os psykisk og mentalt både som enkelte mennesker og som samfund.

Men det går jo ikke at sige det. Virussen er jo på ingen måde overstået. Tværtimod må vi regne med, at den fortsat vil være med os et godt stykke ud i fremtiden. Så vi må ikke give op. Vi må gå videre. Vise samfundssind. Stå sammen, hver for sig.

Som Churchill sagde: If you are going through hell, keep going. Selvfølgelig. Hvis man går gennem helvede, er den eneste meningsfulde strategi at gå videre. Standser man op, er man i al fald sikker på ikke at komme ud.

Kan vi kalde alt dette en åndelig konsekvens af coronafasten? Er det på nogen måde sammenligneligt med den traditionelle faste, hvis formål var og er gennem en periode med frivillig afholdenhed og selvbegrænsning at berede sindet til markering af den kommende påskes begivenheder, Jesu lidelse, død og genopstandelse?

Umiddelbart nej. Selvfølgelig har alle coronaforholdsreglerne ikke haft noget åndeligt formål, endsige noget åndeligt perspektiv, hvilket måske også er en grund til, at det gik så forholdsvis let at lukke kirkerne og indskrænke adgangen til dem. Om end velfærdsstaten nok er baseret på en forestilling om omsorg, må den i sin sekulære opfattelse selvfølgelig se det fysiske helbred som vigtigere end det åndelige.

Hvilket så måske er præcis den opfattelse, vi så småt er ved at få dementeret. Netop trætheden, udmattetheden, leden ved alle de begrænsninger, som coronaregimet pålægger os, antyder, at der alligevel er sider af livet, som er nok så vigtige og måske faktisk vigtigere end det rent fysiske helbred. Og at disse sider faktisk er relateret til det åndelige:

Hvor megen glæde har man af ikke at blive syg, hvis prisen er, at man skal sidde helt alene og kukkelure og ikke må se de mennesker, man holder af og som giver ens liv indhold og værdi?

Hvor stor gavn har samfundet af, at sundhedsvæsenet ikke bliver overbebyrdet, hvis prisen er, at hele årgange af unge mennesker ikke kan få en ordentlig uddannelse og en god begyndelse på livet?

Eller hvis store dele af det erhvervsliv, som skal betale for sundhedsvæsenet, ophører med at eksistere?

Sådanne spørgsmål trænger sig på og vil formentlig kun lyde tydeligere, som restriktionerne fortsætter. Og vel er disse spørgsmål ikke i sig selv religiøse, men de har dog en åndelig dimension, for så vidt som de spørger til, hvilke værdier, vi baserer vores liv på, både som enkelte mennesker og som samfund.

Så ja, den langvarige coronafaste har også på sin vis en slags åndelig dimension. Utilsigtet ganske vist, men ikke desto mindre reel. Den langvarige sociale udsultning har været og er fortsat en slags åndelig prøvelse, en øvelse i afsavn, afkald, afholdenhed og selvbegrænsning, noget vi ellers i høj grad har vænnet os af med her i det velstående Vesten, hvor overflod og selvrealisering for mange nærmest er blevet en selvfølge. Og hvor faste af samme grund netop ikke er noget, mange af os ellers giver os af med.

Det er sandelig heller ingen fornøjelse. Men netop ved ikke at være nogen fornøjelse har afsavnet potentialet til at frembringe åndelig erkendelse. Det er en ældgammel indsigt. Netop fordi afsavn, begrænsninger og modgang slider på os, bidrager de til at skærpe opmærksomheden på tilværelsens rå realiteter, som medgang og velstand ellers har en tendens til at sløre. Afsavnet i den aktuelle situation kan fx tænkes at bidrage til at fremskynde det punkt, hvor vi indser, at vi kan blive nødt til at opgive restriktionerne, simpelthen fordi vi ikke længere kan holde dem ud; fordi omkostningerne ved dem overstiger det, vi kan vinde ved dem. Det punkt hvor vi må erkende, at vi ikke kan vedblive at være så bange for sygdom og død, at vi ikke tør leve livet, mens vi har det.

Heri ligger den åndelige dimension, som vel også på sin vis er, hvad den religiøse faste handler om. Det er den erkendelse, som kalder på troen, som troen udspringer af, og som troen understøtter. Livet må leves, selv om døden bestandig er en trussel. Simpelthen. Det er netop, hvad troen på Kristus giver frimodigheden til.

Det er på indirekte vis også, hvad dagens tekst handler om.

Et stort bespisningsunder. Lige hvad vi trænger til at høre om her midt i fasten: Udsigten til at spise sig mæt, selv om der først ikke så ud til at være ret meget at give af. Den mirakuløse overflod, som man kan drømme om efter lang tids afsavn. Bevidstheden om tryghed og sikkerhed i en udsat situation.

Om det så også er muligt, sandsynligt, realistisk, kan vores rationelle skepsis måske tilskynde os til at spørge, - hvis vi da endnu ikke er udsultede nok til, at den slags indvendinger bliver inderligt ligegyldige.

Hvis nøden er stor nok, råber man om hjælp. Man giver sig ikke først til at kalkulere, hvor sandsynligt det nu er, om der faktisk kommer hjælp.

Således også med troen. Som et råb om hjælp er troen baseret på erkendelse af at befinde sig i nød, i helt elementær fysisk nød såvel som i en mere åndelig eller eksistentiel nød. Troen på Jesus som den, der bespiser de sultende, når de har brug for det, er noget af det, som kan give den troende livsmodet og frimodigheden til at leve sit liv på trods af al nød, lidelse og modgang; på trods af al den usikkerhed, som altid er et grundvilkår i vores liv.

Det er den erkendelse, som fasten tilskynder til.

Mens vi alle lige for tiden ser forventningsfuldt på det store vaccinationsunder, som vi alle må håbe vil lykkes, giver hele det seneste års fælles erfaring med afkald og afsavn os samtidig grund til at betænke, hvad vi gør, hvis det ikke lykkes, eller kun lykkes delvis. Da er det, at vi igen får brug for at minde os selv og hinanden om, at vi ikke må blive så bange for sygdom og død, at vi ikke tør leve livet, mens vi har det.

Det er den holdning, som kristen tro er et udtryk for. Det er en holdning, som ikke er baseret kun på denne dags tekst, men først og fremmest, selvfølgelig, på beretningen om Kristi opstandelse fra de døde påskedag. Den dag, som vi også her i fastetiden ser hen til med den største forventning.

Hvis det seneste års coronafaste kan bidrage til den erkendelse, har den dog været godt for noget.

------

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd.

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Christian Gottlieb,

Holdes i Gladsaxe Kirke, søndag d. 14.3.2021