Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

21. februar 2021, Prædiken til 1. søndag i Fasten

Prædiken til 1. søndag i fasten

Evangelium: Matt 4,1-11 (Fristelsen i ørkenen)

Salmer: 745, 637, 336

Led os ikke i fristelse.

Siger vi, når vi beder Fader vor, således som Jesus selv har instrueret sine efterfølgere i at gøre.

Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde.

Og han vidste åbenbart, hvad han talte om. For, som det fremgår af dagens tekst, er fristelse lige præcis hvad Jesus selv bliver ledt ud i. Oven i købet af ingen ringere end Ånden selv, som med fuldt overlæg fører Jesus ud i ørkenen med det udtrykkelige formål at lade ham friste af djævelen.

Det bemærkelsesværdige ved teksten begynder allerede her: Den omtalte Ånd er, må vi antage, identisk med Helligånden, der som en del af Treenigheden ligesom Jesus faktisk er Gud selv. Hvad vi må forstå, er altså, at det er Gud, der i skikkelse af Ånden leder sig selv i skikkelse af Jesus ud i ørkenen for at lade sig friste. Gud leder sig selv i fristelse, øjensynligt med det formål at konfrontere sig selv med den forledende opfordring: Hvis du er Guds søn …  

Hvad har du så ikke af muligheder?

Er der overhovedet nogen grænser for din udfoldelse?

Gud der frister sig selv med sin egen guddommelighed.

Forunderlig tanke.

Men også forunderligt tvetydig, paradoksal, gådefuld.

Ikke mindst i forhold til stedet og omstændighederne, hvor fristelsen sker: I ørkenen og under faste.

Er ørkenen, isolationen væk fra verdens larm, et sted at gå hen for at forsage djævelen eller tværtimod for at opsøge ham?

Og er faste, askese, afholdenhed, noget at hengive sig til for at undgå fristelse, eller tværtimod for at møde den?

Er fristelse noget, der aktivt må opsøges, for at kunne forsages?

Skal man lede efter fristelsen for ikke at lade sig lede i den?

Spørgsmålene er mange og lader sig ikke umiddelbart besvare ud fra denne tekst. Men også uden svar fastslår beretningen dog den klare forbindelse mellem faste og fristelse, både for Jesus selv og for hans efterfølgere. Faste er en både fysisk og åndelig prøvelse: Sult dig selv i 40 dage og 40 nætter og se så, om du stadig kan sige nej til et lokkende tilbud. Prøv at mangle det mest nødvendige. Hvis ikke du allerede er fristet, er der nok en god chance for, at du bliver det.

Og hvad var det så, han fristede med, fristeren?

På en gang de mest elementære, basale, jordnære, og samtidig de mest storslåede, for ikke at sige storhedsvanvittige fristelser.

At forvandle sten til brød.

At overvinde tyngdekraften.

At herske over verden.

Hvor svært kan dét være for Guds søn?

Skulle det ikke være den smalleste sag?

Og skulle der end være nogle vanskeligheder, er djævelen gerne behjælpelig. Du skal bare falde ned og tilbede ham.

Efter 40 døgn med sult ude i ørkenen kunne det nok friste.

Særligt, selvfølgelig, den første fristelse, at forvandle sten til brød. Men når sulten så er stillet, kunne man måske nok også lade sig lokke af den overvældende magt, der ligger i at kunne overvinde fysikkens love – som fx ved at kaste sig ud fra tårnet uden at falde ned – for slet ikke at tale om at herske over alverdens riger og al deres herlighed.

De tre fristelser, som vi med et moderne sprogs tekniske og instrumentelle begreber kan kalde:

Den økonomiske, den videnskabelige og den politiske fristelse.

Tænk en gang, hvis vi virkelig kunne forvandle sten til brød. Hvis vi én gang for alle kunne løse de elementære økonomiske problemer, så vi kunne brødføde alle sultende, definitivt afskaffe al fattigdom og nød.

Tænk en gang, hvis vi virkelig kunne springe ud fra tårnet uden at falde ned. Hvis vi ikke bare kunne udnytte videnskaben, fysikkens love – hvad vi efterhånden er ret gode til – men også overvinde dem dér, hvor de stiller sig i vejen for alle de gode ting, vi gerne vil opnå. Hvis vi fx kunne afskaffe fattigdom og sult ved hjælp af mere vækst og udvikling, uden samtidig at belaste naturens ressourcer og miljøet mere, end de allerede er. Hvis vi fx kunne bruge meget mere rent vand og samtidig have meget mere af det. Hvis vi kunne få meget mere energi, jo mere vi brugte af den. Hvis ressourcerne virkelig var uudtømmelige.

Tænk en gang, hvis vi virkelig kunne styre hele verden, endelig får orden på den, skabe mindre ulighed, mere ligestilling, fred og retfærdighed for alle mennesker på hele jorden.

Ville det ikke være godt? Må det ikke egentlig være de højeste mål, vi som menneskehed kan opnå?

Hvem siger nej til det?

I al fald ikke FN, som faktisk har formuleret nogle lignende ideer i sine 17 såkaldte Verdensmål fra 2015. FN omtaler dem ganske vist ikke som fristelser, men derimod som forpligtelser, der skal gælde for samtlige 193 lande i FN. Dvs. stort set hele verden.

Så, for så vidt som FN kan siges at repræsentere hele menneskeheden, siger vi udtrykkeligt ja til det hele. Uanset om vi så sulter eller faster, eller tværtimod er ved at kvæles i overmæthed og overforbrug. Alle siger vi ja.

Men Jesus sagde nej.

Under henvisning til det ene Mosescitat efter det andet (femte Mosebog) afviser han blankt og konsekvent djævelens fristende opfordringer. I radikal modsætning til Adam og Eva, der straks faldt for den første fristelse, selv da de befandt sig i paradisets overflod, afviste Jesus totalt fristelsen, selv da han befandt sig i sult, nød og ensomhed. Vig bort, Satan!

Hvorfor gjorde han dog det?

Var pointen ikke, at han kom for netop at frelse menneskene fra al deres elendighed? Og er denne elendighed ikke først og fremmest af helt elementær karakter: Sult, sygdom, fattigdom, alle mulige fysiske og materielle begrænsninger? Hvorfor i al verden vil Guds Søn dog ikke gøre noget ved det?

“Mennesket skal ikke leve af brød alene”, – svarer han efter 40 dages sult, “men af hvert ord, der udgår af Guds mund”.

Og det kan han jo sagtens sige, kan vi mennesker så måske tænke; han, der er Guds Søn, ja Gud selv. Han, der i andre sammenhænge ikke holdt sig tilbage fra at forvandle vand til vin, bespise fem tusind med nogle få brød og fisk, helbrede syge, opvække døde, gå på vandet.

Men det er nok netop pointen: Han kan sige det og gøre det, netop fordi han er Gud. Vi mennesker kan ikke. Selv ikke de frommeste, mest ihærdige asketer, som i efterfølgelse af Jesus flyttede ud i ørkener, ikke for at opsøge djævelen og hans fristelser, men tværtimod for at forsage dem og søge Gud; selv ikke de har formået at leve af ånd alene. Selvfølgelig ikke. Også de har, som vi alle, i en hver forstand brug for vort daglige brød, også selv om vi ikke lever af dét alene.

Men selv om det forholder sig sådan, selv om vi mennesker ikke formår at modstå alle mulige fristelser, hvorfor kunne Jesus så ikke bare for længst have ordnet alle de problemer, som mennesker lider under, og som djævelen frister ham med at løse? Og hvorfor er løsning af disse problemer i øvrigt noget, som forbindes med djævelen, med det onde? Alt det indlysende gode. Alle verdensmålene? For Guds Søn skulle det vel ikke kunne være så svært?

Svaret er: Frihed. Åndelig frihed.

Jesus ønskede, at menneskene skulle slutte sig til ham og følge efter ham af egen fri vilje, på grundlag af fri kærlighed. Og han ønskede, at de skulle leve med hinanden på dette grundlag, i kærlighed til Gud og deres næste.

Men hvis Jesus havde givet efter for djævelens fristelser og havde opfyldt alle menneskenes elementære, materielle behov; hvis han havde vist sig som en almægtig troldmand, der kunne beherske og om nødvendigt bryde naturens love; hvis han havde opkastet sig til en verdenshersker som en slags kejser Augustus i overstørrelse, – så havde mennesker ikke haft noget valg i forhold til ham, ingen frihed. Så havde det eneste mulige forhold til ham været som muslimers til Allah: Ydmyg underkastelse.

Men den frelse, som Jesus forkyndte, handlede om frihed og frigørelse. Først og fremmest en åndelig frigørelse. Altså ikke først og fremmest en frigørelse fra materiel elendighed og nødvendighed, men en frigørelse fra at tro, at materiel nødvendighed alene bestemmer hele vort liv. Selv om vi ikke kan undvære det daglige brød og derfor nemt lader os friste af tilbud om at forvandle sten til brød - selv fra én, som ikke vil os det godt - så er det ikke dét, vort liv står og falder med. For vi lever altså ikke af brød alene. Selv om vi i det hele taget ligesom Adam og Eva ikke kan lade være med at falde for fristelsen, så er vi ikke af den grund fortabte.

Det er det, som Jesus kom for at fortælle os. Men for at det kan blive virkeligt, må vi selv frit tro på det. Vi må følge Jesus efter af egen fri tilskyndelse. I fri kærlighed. Ikke bare fordi vi ikke har noget andet valg.

Derfor er det en velsignelse, at Jesus ikke lader sig falde for djævelens fristelser til at løse alverdens materielle problemer. Derfor er det en velsignelse, at Jesus ikke lader sig friste til at gøre sin egen guddommelighed tvingende.

Prisen for åndelig frihed kan være materiel bundethed.

Det kan lyde mærkeligt, svært forståeligt, paradoksalt, måske ligefrem forargeligt. Og det er det måske også.

Men derfor kan det godt være sandt. Og derfor har Jesus også god grund til at sige: Salig er den, som ikke forarges på mig.

Alt imens vi har god grund til at sige:

Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde,

Thi dit er riget og magten og æren

i evighed.

Amen.

 

Christian Gottlieb,

Holdes i Gladsaxe Kirke, søndag d. 21.2.2021