Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

2020 Juleaften

Prædiken til Juleaften, Gladsaxe Kirke

Evangelium: Luk 2,1-14 (Juleevangeliet)

Salmer:  119, 120, 121

Når jeg tidligere har hørt juleevangeliets ord om, at Jesu fødsel fandt sted samtidig med kejser Augustus’ store folketælling, har jeg af og til tænkt over, om det mon betød, at Jesus også blev talt med? Om Josef og Maria nåede at lade sig indskrive, før fødslen fandt sted, eller om det var noget, de først fik ordnet bagefter, da de to var blevet tre? Evangeliets beretning melder ikke noget om spørgsmålet, men alligevel forekommer det mig mest sandsynligt, at Jesus blev talt med. Også selv hvis han endnu ikke var født, var hans ankomst dog så nært forestående, at det ville være meningsfuldt at tælle ham med.

Det er i al fald det, jeg helst vil tro.

Ikke fordi det i sig selv er noget særlig vigtigt spørgsmål, men fordi det dog bidrager til at sætte noget vigtigt i relief. Og desuden fordi det ville have sin egen meget menneskelige og samtidig mærkeligt absurde skønhed, hvis Jesus blev talt med: At betænke, at statholderen Kvirinius i så fald har kunnet melde tilbage til kejser Augustus, at befolkningen i provinsen Syrien udgjorde så og så mange mennesker, - og at ét blandt disse så var ingen ringere end menneskehedens frelser og forsoner.

Dette sidste har Kvirinius jo nok ikke selv været klar over og Augustus endnu mindre, men dette understreger for så vidt kun pointen: At menneskehedens frelser og forsoner, den almægtige Gud selv, lod sig føde og tælle som blot endnu et anonymt nummer blandt alle de utallige andre i den store imperiale statistik. At Gud den Almægtige således kom til verden skjult i mængden som en forsvindende lille del af sin egen skabnings mangfoldighed og som det stik modsatte af det enestående, ekstraordinære han i virkeligheden er.

Den universelle folketælling understreger en dobbelthed, der også på anden vis omgiver Jesu fødsel: På den ene side sker den under de mest ydmyge omstændigheder blandt fattige folk i en stald i en obskur flække i udkanten af det romerske imperium, kun bevidnet af nogle fattige hyrder. På den anden side sker det samtidig under akkompagnement af hele det kosmiske jubelkor, den mangfoldige himmelske hærskare, som omstrålet af Herrens herlighed lovpriser Gud i det højeste for det vidunderlige, der er sket:

Den store glæde, som skal være for hele folket, budskabet om universel fred på jorden og Guds velbehag, dette over al måde glædelige budskab forkyndes for første gang for nogle fattige hyrder på en mark langt væk fra al jordisk magt og indflydelse. Men det forkyndes altså ikke for den mægtige kejser Augustus eller blot for hans lokale repræsentant, statholder Kvirinius i Syrien.

Lige fra sin fødsel udtrykker Jesus altså et dybt paradoks:

At den almægtige Gud for første gang viser sig i den mest afmægtige skikkelse, man kan tænke sig: Som et lille nyfødt barn, svøbt og liggende i en krybe. Alt andet end det, vi forbinder med det guddommelige, alt andet end majestætisk og alt andet end frygtindgydende.

Det er til gengæld den Herrens herlighed, der stråler om den engel, som viser sig for hyrderne på marken for at overbringe dem den glædeligste meddelelse nogensinde. Så vældigt og overvældende har det været for dem, at de netop gribes af stor frygt.

Frygt ikke, siger englen derfor til hyrderne. For det barn, som i dag er født i Betlehem, og som I skal finde i krybben, er jeres frelser, Kristus, Herren. Han som vil bringe fred over hele jorden. Det er den store glæde, som skal være for hele folket.

Den store glæde, som skal være for hele folket …

Det er, hvad julen handler om. Det er, hvad den har handlet om siden første gang og alle gange siden, de sidste 2020 år: Den store glæde, som skal være for hele folket, men som dog mærkeligt først åbenbares så at sige i stilhed, kun for nogle få fattige mennesker, skjult i mængden, langt fra denne verdens mægtige og fra al pomp og pragt. En glæde så stor, at den på mærkelig vis også giver grund til frygt.

Eller rettere sagt: En glæde så stor, at den også giver grund til at sige: Frygt ikke!

Også og i særdeleshed i dag, juleaften år 2020, som måske for alle eller næsten alle vil blive en højst usædvanlig jul. En stor frygt, som skal være for hele folket, har som bekendt i dette år lagt sig som en dyne over hele samfundet, ikke blot her i Danmark, men bogstaveligt talt i hele verden. Vi er som menneskehed grebet af en stor, universel fælles frygt. Det modsatte af jul.

Og julen er da mildt sagt også kommet til at stå noget i skygge af denne frygt. Her står vi blot nogle få mennesker, i en tom kirke, som under normale omstændigheder ville have været fuld til bristepunktet af glade, forventningsfulde mennesker. Og så skal vi endda være glade for, at blot det overhovedet kan lade sig gøre, at julens gudstjenester ikke er blevet helt aflyst. Trods al mulig forståelig bekymring både fra kirkens egne rækker og fra resten af samfundet: Tør vi overhovedet samles for at høre budskabet om den store glæde, der skal være for hele folket?

Tør vi i det hele taget leve vores normale liv?

Knap nok, lige nu, og i al fald kun med meget væsentlige begrænsninger. Disse begrænsninger er selvfølgelig i det store hele velbegrundede, om end de også giver anledning til mange absurditeter, men grundlæggende er det selvsagt en god idé at beskytte sig så godt som muligt. Om end man nok heller ikke kan udelukke, at alle vore forholdsregler i sig selv bidrager ikke bare til at begrænse smitten, men også til at udbrede frygten. Tag dit mundbind på, og bliv mindet om den.

Under alle omstændigheder er det klart, at julens budskab i dette år kun vil blive forkyndt for nogle få, lidt skjult, nærmest i stilhed – lidt som den allerførste gang – overdøvet ikke af en tælling af hele folket, men af en testning af hele folket. En frygtsom testning, en prøvning og en prøvelse.

Så meget desto mere grund er der til at gentage julens budskab så klart og tydeligt, vi kan:

Frygt ikke!

Jo mere frygten breder sig, desto mere brug har vi for at høre dette gode budskab: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren.

Ikke fordi Kristi komme til jorden eller fejringen af den i sig selv vil udrydde coronaen, ligesom den heller ikke tidligere har udryddet alle mulige andre sygdomme, der hærger eller har hærget mennesker i denne verden, og hvoraf nogle i øvrigt har været adskilligt værre end covid-19.

Men fordi Kristi fødsel, Frelserens komme til verden, betyder, at vi i troen på ham kan leve i forvisning om, at hverken corona eller nogen anden sygdom og elendighed er det eneste og yderste perspektiv for vores liv. Fordi vi i troen på ham har udsigt til en frelse, som vi måske knap forstår, men som dog giver os styrken til at leve med de prøvelser, som livet udsætter os for. Styrken til ikke at lade os overmande så meget af frygten, at vi ikke tør leve vores liv, mens vi har det.

Uden Frelserens komme, uden troen på den, ville vi være prisgivet frygten, fortvivlelsen, håbløsheden. Med Frelseren får vi modet til at tro på, at der en verden uden for corona.

GLÆDELIG JUL!

------

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd.

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

 

Christian Gottlieb,

Holdes i Gladsaxe Kirke, søndag d. 24.12.2020