Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

2021 31. januar Prædiken til septuagesima søndag

Prædiken til septuagesima søndag

Evangelium: Matt 20,1-16 (Arbejderne i vingården)

Salmer: 736, 170, 752, 4-5

Når en virksomhed skal udføre en større fyringsrunde blandt sine medarbejdere, foregår det ofte efter devisen: Sidst ind, først ud.

De senest ansatte medarbejdere er oftest dem, der først får en fyreseddel, mens ældre medarbejdere med lang erfaring og tilknytning til virksomheden, nok tør håbe på at blive længere, eller måske endda helt at undgå fyring.

De fleste kan formentlig se det rimelige i denne praksis. Selv om fyringer aldrig er rare, er der dog mening i at gøre det på denne måde, i al fald for virksomheden og de medarbejdere, som har været der længe, da de, der kun har været der kort tid, nok er mindre værdifulde for virksomheden, og måske også selv har mindre at tabe ved en fyring. Når det skal være, må man hellere lade de sidste ryge først. Sidst ind, først ud.

Rimeligt måske, men nok ikke lige dét, Jesus mente, da han sagde, at de sidste skulle blive de første. Tværtimod, for så vidt. Den historie, som han her fortæller, handler åbenbart ikke om at fyre folk, men derimod om at ansætte dem, ikke om at lukke folk ude, men derimod om at lukke dem ind, også selv om det, de har gjort og fortjent, er ganske forskelligt.

For det er jo netop pointen: At alle, som ansættes i vingården, opnår samme løn uanset indsats. Samme belønning til dem, der har slidt og slæbt hele dagen, som til dem, der kun har arbejdet den sidste times tid.

Ejeren af denne vingård har åbenbart en anden forståelse af det med, at de sidste skal blive som de første:

Lige løn for ulige arbejde. De sidste er altså lige så meget værd som de første.

Den holdning ville nok ikke have mødt megen forståelse hos vingårdsarbejdernes fagforening, hvis der havde været sådan en på Jesu tid. I al fald møder den ikke megen forståelse hos de først ansatte vingårdsarbejdere selv, som føler sig udsat for en åbenlys uretfærdighed.

Og det forstår vi nok godt, måske endnu bedre end på Jesu tid. Hvis denne historie havde været en situation på en nutidig arbejdsplads, ville en sådan lønpolitik uden tvivl medføre ikke bare utilfredshed, som her i historien, men åben protest, måske ligefrem strejker eller andre aktioner med krav om en retfærdig løn: Lige løn for lige arbejde. De første skal stadig være de første og de sidste de sidste.

Derfor ville der nok heller ikke være megen forståelse for vingårdsejerens svar til de utilfredse arbejdere: At der ikke er sket nogen uretfærdighed; at ingen er blevet snydt, for de først ansatte får jo den løn, som de selv havde accepteret, da de blev ansat. Der går ikke noget fra de første, bare fordi de sidste får det samme. Vingårdsejeren nævner ikke direkte ordet misundelse, men synes dog at antyde det. Faktisk synes det underforstået i historien, at hvis de første ikke havde set de sidste få samme løn, så var de første nok gået tilfredse hjem med deres velfortjente dagsløn. Men rent bortset fra det har vingårdsejeren vel i øvrigt ret til at disponere over sin ejendom, som det passer ham.

Historien melder ikke noget om, hvordan de utilfredse arbejdere reagerede på dette svar, men vi tør måske forestille os, at de modvilligt og surmulende har måttet acceptere det. Der var netop ikke nogen fagforening til at støtte dem i deres utilfredshed.

Men den var altså ikke gået i dagens Danmark. Af flere grunde.

For det første fordi der netop er fagforeninger, for længst etableret, og med dem et gennemreguleret arbejdsmarked, som i princippet forhindrer en sådan situation i overhovedet at opstå, i al fald bortset fra det sorte marked.

For det andet fordi denne gennemregulerede situation i sig selv bidrager til at forme en almen mentalitet, som taler imod vingårdsejeren. Selv om det måske kan indrømmes, at ingen formelt bliver snydt af ham, er det alligevel som om, der er snyd med i spillet. Det svier i de første ansatte at se de sidste få samme løn for mindre arbejde. De første er måske ikke blevet snydt, men de føler sig snydt. Og i vor tid kan følelsen nemt være lige så tungtvejende som virkeligheden.

Måske kunne man gå så vidt som til at sige, at i vores moderne samfund er de første vingårdsarbejderes utilfredshed og opfattelsen af den som retfærdig simpelt hen blevet institutionaliseret og socialiseret ind i os alle, eller i al fald de fleste, i en sådan grad at vi umiddelbart er tilbøjelige til at holde med disse forurettede arbejdere imod deres uretfærdige arbejdsgiver. I nogle sammenhænge er det nærmest en pligt at kræve sin ret. Intet mindre end retfærdigheden kræver lige løn for lige arbejde.

Og måske er det godt det samme, i al fald så længe talen alene drejer sig om noget, der foregår på arbejdsmarkedet eller andre steder i samfundet. Noget der bare handler om rettigheder og pligter mellem mennesker.

Men nu handler denne historie altså ikke bare om de faktiske forhold i vinindustrien eller andre grene af erhvervslivet. Som Jesus indleder med at sige, er denne historie en lignelse om Guds rige, der altså kan sammenlignes med denne vingård eller rettere sagt med dens ejer. Vingårdsejeren er således et billede på Gud, mens de arbejdere, som bliver ansat i hans vingård, er et billede på forskellige mennesker, der lukkes ind i Guds rige. Et rige der åbenbart er således indrettet, at adgang til det ikke afhænger af, hvor lidt eller meget, man har gjort sig fortjent til. Et rige, hvor der ikke er særlige flidspræmier eller bonusordninger, anciennitets- eller kvalifikationstillæg til de særligt fortjenstfulde eller indforståede. Men hvor alle modtager samme belønning, fordi alle er ét i troen på Kristus. Hvor alle er lige meget værd, uanset hvem eller hvad de i øvrigt er. Er man inde, er man inde, uanset om man er blandt de første eller de sidste.

Hvis dette var ment som en beskrivelse af en virkelig vingård, en virkelig menneskelig virksomhed eller et endda et helt samfund, ville det være en ganske urealistisk utopi. Som den realiserede socialismes sammenbrud for ca. 30 år siden har demonstreret med al tydelighed, er forsøget på at skabe et samfund baseret på fuldstændig lighed og retfærdighed, et slags gudsrige på jord, hverken muligt eller ønskeligt. Det var et projekt, som derfor kun kunne opretholdes som ideologisk illusion understøttet af hæmningsløs tvang.

Som dette storstilede forsøg på at trække Guds retfærdighed ned på jorden har demonstreret i konkret praksis, er realiseringen af den fuldstændige lighed og retfærdighed ikke en mulighed for mennesker. Hvis det er en mulighed, er det altså alene for Gud.

En af grundene til det er, at menneskers retfærdighed tilsyneladende aldrig kan slippe en forestilling om fortjeneste. Uanset holdning er det som om vi mennesker simpelt hen ikke rigtig kan rumme den tanke, at fortjeneste ikke på en eller anden måde har noget med retfærdigheden at gøre. Om man så kalder det misundelse eller ikke, vil de fleste af os formentlig altid have en intuitiv forståelse for de først ansatte vingårdsarbejdere, der må bære dagens byrde og hede. Der da være en sammenhæng mellem indsats og belønning.

Nej, ikke i forhold til Guds rige. I forhold til dette drejer det sig ikke om fortjeneste, om hvem eller hvad man er, om hvad man har gjort eller ikke gjort, om man er først eller sidst. I forhold til Guds rige drejer det sig alene om Gud, der viser barmhjertighed mod enhver, som tror.

Det er det, som er den på én gang provokerende og befriende pointe ved denne dags evangelium om Guds vingård.

Provokerende er det af alle ovennævnte grunde og muligvis flere til. Befriende er det fordi vi i dette budskab møder Guds storsind, overskud og ødselhed i kraft af hvilken vi hver især tør leve i forvisning om, at vort livs værdi ikke i sidste ende afhænger af vores egen større eller mindre individuelle fortjenstfuldhed eller succes. Af troen på Guds kommende rige følger også troen på, at hvert eneste enkelte menneske har samme uendelige værdi i forhold til Gud.

At det forholder sig sådan, er ingen selvfølge, men så meget desto vigtigere er det derfor at fastholde i en verden, hvor denne tro fortsat modsiges og modarbejdes på alle mulige måder.

De sidste skal blive de første og de første de sidste, sagde Jesus. Ikke fordi han ønskede, at nogen skulle fyres eller lukkes ude, men tværtimod for at gøre det muligt at lukke alle ind. Ikke for at snyde nogen, men tværtimod for at give alle mulighed for at vinde.

Det er derfor, vi altid har grund til at sige først som sidst:

------

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd.

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Christian Gottlieb,

Holdes i Gladsaxe Kirke, søndag d. 31.1.2021