Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

2021 10. januar Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger

Evangelium: Luk 2,41-52 (Den unge Jesus i templet)

Salmer: 36, 139, 332

Det er ikke meget, evangelierne beretter om Jesu barndom og opvækst. Bortset fra fortællingerne om selve fødslen, omskærelsen, præsentationen i templet og flugten til Egypten, der alle finder sted, mens Jesus er spæd, er denne dags tekst faktisk den eneste, der fortæller noget om hans opvækst.

Det kan man godt undre sig over, men årsagen er måske, at det ikke har været anset for vigtigt i forhold til det store og enestående, som hans liv og virksomhed i øvrigt drejede sig om. I lyset af hele hans frelsende gerning har evangelisterne sandsynligvis fundet hans barndom ganske underordnet.

Det er den formentlig også. Men så meget desto mere grund er der så til at dvæle lidt ved den ene detalje, der er fundet værd at berette om. Den episode, vi hører om i dagens tekst:

At Jesus i en alder af tolv år stikker af fra sine forældre for at blive i templet i Jerusalem, som familien netop havde besøgt i forbindelse med påsken. Og at han bliver der i templet for at have lejlighed til at høre på de lærde og stille dem spørgsmål, og at hans egne udtalelser får alle tilstedeværende til at undre sig over at finde en sådan indsigt hos en tolvårig. Og at han også giver sine forældre lejlighed til at undre sig, da de fulde af bekymring endelig finder ham i templet: “Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” spørger han dem, som om han ikke allerede var det, når han var sammen med dem.

Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.

Og det er måske netop dét, som er pointen med denne fortælling: At Jesus allerede som barn åbenbarer sin helt usædvanlige indsigt og forstand til alles forundring, men at hverken de lærde eller hans forældre alligevel forstår, hvad han siger. At han for så vidt hører hjemme både blandt de lærde og sammen med sine forældre, men alligevel ikke rigtig hos nogen af dem. At han her allerede som barn viser sig som noget helt ekstraordinært, men af samme grund også møder den reaktion, der kommer til at karakterisere modtagelsen af hans virke som voksen:

Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.

Som Jesus optræder her i dette lille øjebliksbillede fra hans barndom, minder han umiddelbart om en slags vidunderbarn, der forbavser alle med sin ekstraordinære begavelse. Lidt ligesom fx Mozart, der skrev sit første stykke musik, da han var fem. Som Mozart har Jesus formentlig været et geni og en person med en helt usædvanlig udstråling, allerede som barn.

Det kan i sig selv være svært nok at forstå for os almindelige dødelige. Hvordan det fx kan lade sig gøre at begynde sin karriere som femårig og i de følgende 30 år vedblive med at producere et nyt værk hver anden-tredje uge og derefter dø som 35-årig med en samlet produktion på over 600 værker – det er ikke rigtig til at forstå. Om ikke ligefrem guddommelig, så dog gudbenådet er Mozart ofte blevet anset for at være. Det var virkelig berettiget, at han også bar navnet Amadeus, den af Gud elskede.

Vidunderbarnet, geniet der tilsyneladende uden mindste anstrengelse skaber det ene mesterværk efter det andet, eller demonstrerer en totalt overlegen indsigt og forståelse, lader os ane et glimt af det guddommelige, af Guds skaberkraft og visdom. I denne episode med den tolvårige Jesus i templet får ikke bare hans forældre, men også den offentlighed, som er tilstede i templet en første antydning af, at han var noget helt særligt – og det første forvarsel om, hvordan verden ville modtage denne særlighed: Med uforstand.

Og dog er denne sammenligning slet ikke tilstrækkelig. For uanset hvor genial geniet er, hvor meget fx Mozart end også var Amadeus, så var og er det dog noget helt andet, der er på spil i forbindelse med Jesus. Han var ikke blot Amadeus, elsket af Gud, men selv Gud. Derved får det ekstraordinære en helt anden, virkeligt enestående dimension. Selv om genier er yderst sjældne, har der trods alt været adskillige af dem gennem tiden. Og de er alle døde, som mennesker gør.

Men der er kun én Gud. Som lever evigt.

Og det er altså ham, der viser sig i mennesket Jesus fra Nazaret, som verden fik en første fornemmelse af, da han som tolvårig talte med de lærde i templet og sagde til sine forældre, at han måtte være hos sin far. Intet under, at alle de, der hørte det, har været slået af dyb undren og forbavselse. De forstod ikke, hvad han sagde til dem.

At den almægtige, alvidende Gud for menneskers skyld har vist sig på den mest menneskelige og for mennesker mest forståelige måde, nemlig som menneske, og alligevel forstår menneskene det ikke.

Det er heller ikke nemt at forstå.

Så meget mere forunderligt og fantastisk er det. At Gud virkelig har besøgt sit folk, har vist sig som et menneske blandt mennesker på vores livs betingelser; og at han, fordi menneskene ikke forstod dette og endda endte med at anse det for gudbespotteligt, måtte gennemgå den dybeste ydmygelse og lidelse og den mest vanærende og pinefulde død for menneskers hånd; og at han derfor tre dage senere kunne opstå igen fra de døde til håb og forjættelse for alle mennesker; fordi ethvert menneske er amadeus, elsket af Gud; - det er på én gang den mest fantastiske, menneskeligt gribende historie og samtidig den mest guddommeligt ufattelige og provokerende historie. Menneskelig og guddommelig på én gang. Det er netop, hvad Kristus er.

Det er en historie, som til alle tider, indtil verdens ende, sætter menneskers liv i et perspektiv, som ingen kan sige sig selv, og som ikke ville have været der uden denne historie; et håbefuldt og glædeligt perspektiv, som man kunne fristes til at kalde genialt, hvis det ikke netop var fordi guddommeligt er, hvad det i virkeligheden er. Det perspektiv som verden får det første glimt af, da det tolvårige vidunderbarn Jesus indfinder sig i templet i Jerusalem.

Det er i lyset af dette håbefulde og glædelige perspektiv, at vi alle hver især kan finde mod til at leve vores liv med alle de udfordringer og vanskeligheder, glæder og sorger, som det måtte bringe. Og det er i lyset af dette perspektiv, at vi alle lige nu kan finde mod og styrke til at gennemleve den krise, som coronavirussen har kastet os alle ud i.

Gud bevare jer alle sammen! – sagde Dronningen stærkt i sin nytårstale og udtrykte derved lige præcis det perspektiv, der kom ind i verden med Kristi fødsel, liv og virksomhed.

Ikke fordi Kristi komme til jorden i sig selv vil udrydde coronaen, ligesom den heller ikke tidligere har udryddet alle mulige andre sygdomme, der hærger eller har hærget mennesker i denne verden, og hvoraf nogle i øvrigt har været adskilligt værre end covid-19.

Men fordi Frelserens komme til verden betyder, at vi i troen på ham kan leve i forvisning om, at hverken corona eller nogen anden sygdom og elendighed er det eneste og yderste perspektiv for vores liv. Fordi vi i troen på ham har udsigt til en frelse, som vi måske knap forstår, men som dog giver os styrken til at leve med de prøvelser, som livet udsætter os for. Styrken til ikke at lade os overmande så meget af frygten, at vi ikke tør leve vores liv, mens vi har det.

Uden Frelserens komme, uden troen på den, ville vi være prisgivet frygten, fortvivlelsen, håbløsheden. Med Frelseren får vi modet til at tro på, at der stadig er en verden uden for corona.

Måske forstår vi det næppe. Men derfor kan man godt stadig gøre som Maria, der gemte alle ordene i sit hjerte.

Og således have al grund til at sige:

------

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd.

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

 

Christian Gottlieb,

Holdes i Gladsaxe Kirke, søndag d. 10.1.2021